Smerter

Mange oplever at have smerter efter endt kræftbehandling. Det kan være smerter i hænder og fødder, og det vil typisk kategoriseres som en føleforstyrrelse, hvor smerterne oftest skyldes senfølger efter kemobehandling. Hvis det er føleforstyrrelser, vil jeg behandle med akupunktur.

En del oplever også at have smerter på området, hvor de har fået strålebehandling, da huden er blevet påvirket. For at hjælpe huden til at egnopbygge sig selv, kan man bruge essentielle olier, som er utroligt effektive og en del af naturens eget medicinskab. Her vil jeg blande den olie, som er bedst til netop dig og din situation.

Er man blevet opereret, vil man ofte opleve at have smerter i operationsarret. For det første er der ofte fjernet væv og muskler, så de tilbageblevne muskler skal ‘strækkes’ ekstra, og det kan give smerter. For det andet er arvæv mindre elastisk og mere hårdt, og dermed kan det ikke strækkes så nemt. Idet arvæv er hårdere end almindeligt væv, vil man opleve, at der er en mindre blodgennemstrømning i arvævet og dermed mindre tilførsel af ilt og næringsstoffer, og det kan resultere i smerter. I kinesisk medicin siger man, at hvor der er en blokering, er der smerte, men der, hvor energien kan flyde frit, er der ingen smerte, så det handler om at fjerne eventuelle blokeringer og få energien til at flyde frit. Her kan man arbejde på flere fronter:

  • Akupunkturbehandling hvor jeg skaber en øget blodgennemstrømning i arret med nåle.
  • Cuppingbehandling, hvor du får en grundig instruktion i at bruge cupping derhjemme, så du dermed selv kan behandle dine smerter. 
  • Guasha behandling, hvor du får en grundig instruktion i at bruge scraping, så du kan behandle dig selv derhjemme. 

Man kan også føle smerter, hvis der er tryk på nerverne, som man eksempelvis ser ved lymfødem. Her vil jeg arbejde med at reducere lymfødemet, og det vil jeg gøre med akupunktur og essentielle olier. Jeg sætter ikke nåle i det område, hvor der er lymfødem, men behandler andre steder på kroppen.